I programbogen, som i år var en jubilæumsudgave, blev overskrifterne eller vignetterne, kan vi måske også kalde dem, ”opfundet” af ensemblets kunstneriske rådgiver Toke Lund Christiansen. Efter de var landet på mit skrivebord, så var det oplagt at spørge ensemblets fagottist Gunnar Eckhoff om at sætte ord og koncerter sammen – hvilket endte, som man kan se i programbogen.
Flere har spurgt til oprindelsen – og Toke fortæller:
OPKLARING!
Violinerne. Enghonning. Kaffekoppeklirren. Svalerne i parken. Lykkelig.
Bodil Neergaard, født Hartmann, Fuglsangs borgfrue, var et usædvanligt menneske. På den ene side ud af en familie med store musikere, en slægt der rækker helt tilbage til 1700-tallet og som tæller komponistnavne som hendes bedstefar, J.P.E. Hartmann og hendes far, Emil Hartmann. Men Bodil landede på Fuglsang, blev gift med den 30 år ældre Rolf Viggo de Neergaard, en ægtemand som værdsatte, at hans kone ikke bare var ung, men også havde usædvanlige menneskelige og kunstneriske kvaliteter. Han opmuntrede hende til at lade sig uddanne som sangerinde i Paris, og hver sommer, og altid i august, var der et livligt musikliv på Fuglsang, en hektisk måned, som indfriede hendes trang til at udfolde sig musikalsk, og hvor hun var omgivet af førende musikere i tiden, som f.eks. Carl Nielsen. Efter sin mands død påtog hun sig hele ansvaret for godset Fuglsangs drift, en kæmpe opgave som hun løste sideløbende med, at hun også var en ledende kraft i det sociale arbejde på egnen, både overfor de forsømte børn og som initiativtager til et hjem for arbejdsløse og ofte alkoholiserede mænd.
I forbindelse med Ensemble Storstrøms 25-års jubilæum fik jeg til opgave at skrive om musiklivet på Fuglsang gennem tiderne, og under arbejdet blev jeg helt indfanget af tante Bodils skæbne, og følte i grunden, at vi nærmest var blevet en slags venner, uden at jeg dog havde mod til foreslå, at vi skulle være dus’! men når jeg kalder hende ”tante Bodil” så er det, hvad alle gjorde! Hun og Rolf fik ingen børn, og for hele familien var og blev hun ”tante Bodil”.
En formiddag sprang der en lang række ”epigrammer” ud af min mere nøgterne programtekst. Jeg fremsendte dem alle, hulter til bulter og uden nøjere overvejelser, og der var vel 25 små tekster, til programmets redaktør, Helle Vissing, og hun lod dem overgå til grafikerens arbejde. Jeg havde ikke forestillet mig, at de skulle indgå med en så prominent plads i programhæftet, som tilfældet blev. Jeg gjorde store øjne, men samtidig tænkte jeg: jamen, såmænd så… vi er blevet venner. Jeg læser dine inderste tanker, tante Bodil! I det mindste var det, hvad jeg den formiddag havde følt.
Siden har der været forskellige teorier om, hvorvidt de små Haiku-agtige digte måske var et fund fra Bodil Neergaards personlige, efterladte papirer. Dette skulle herved være afkræftet. Jeg håber ikke at havde stødt nogen med disse meget åbenhjertige ord lagt i tante Bodils mund!
