Nyhedsbrev 30. september 2016

Pressemeddelelser fra Ensemble Storstrøm
I forlængelse af, at vi har fået nyt logo og ny hjemmeside, har opsætningen af vores nyhedsbreve og pressemeddelelser nu også fået sig et facelift.

www.ensemblet.dk

Ensemble Storstrøm og DR VokalEnsemblet

PRESSEMEDDELELSE

Ensemble Storstrøm og DR VokalEnsemblet

"I kærlighedens tegn" er et spændende og nyskabende samarbejdsprojekt mellem DR’s elitekor:
DR VokalEnsemblet og Ensemble Storstrøm. Det er første gang de to ensembler samarbejder. Begge ensembler er kendt for deres evne til på højt kunstnerisk niveau og med stor musikalsk nysgerrighed at sammensætte programmer, der tager dagligdagens emner og vores inderste følelser under musikalsk behandling. Som overskriften giver et praj om, så handler det denne gang om kærligheden, der helt naturligt har fået en stor plads i musikhistorien. Temaet kærlighed har til alle tider inspireret kunstnere, og alle komponister har i deres egen tids tonesprog givet deres ofte meget personlige bud på, hvordan kærlighed kan beskrives i ord og toner.

Om projektet fortæller DR, at sangerne og musikerne er i det forelskede hjørne, når de byder indenfor til en romantisk aften i byen. Salen er i aftenens anledning badet i romantik, og amorinerne går i ét med de blide toner fra scenen. Tag én, du elsker, og lad jeres ører forkæle – og hinanden forføre – af bløde, sværmeriske sange og den kærlige stemning.

Koncerten kan høres tre gange. De første to gange er i Koncerthuset i DR Byen i København torsdag den 13. og lørdag den 15. oktober. Ensemblets lokale publikum kan få fornøjelsen søndag den 16. oktober, hvor det foregår i Højskolen Marielysts smukke koncertsal. I kulturnatten fredag d. 14. kan koncerten høres i uddrag i DR Byen.
Koncertens vært er Adrian Hughes, der er kendt som studievært m.m. på DR2, og med sig har han dirigent Michael Bojesen, der ligeledes er kendt fra tv i brede kredse og nyudnævnt operachef for ”Malmö Opera”.

Programmet kommer vidt omkring i tid og sted og vil indeholde kærlige ord, sang og musik af bl.a. Wolfgang Amadeus Mozart, Peter Heise, Tove Ditlevsen, Astor Piazolla, L. Delibes og Claudio Monteverdi. I ensemblets koncertkalender på www.ensemblet.dk kan man se flere detaljer om programmet. Billetter til forestillingerne i DR Byen kan man finde via DR Koncerthusets koncertkalender. Billetter til forestillingen på Højskolen Marielyst findes via højskolens hjemmeside.

Ensemble Storstrøm spiller folkemusik i Snitteskolen på Oremandsgård

PRESSEMEDDELELSE

Ensemble Storstrøm spiller folkemusik i Snitteskolen på Oremandsgård

På initiativ af sangskriver MC Hansen går Ensemble Storstrøm "cross-over" i spændende lokalt projekt, hvor man får mulighed for at opleve Ensemble Storstrøm i nye og grænseoverskridende musikalske rammer. Folkemusikeren MC Hansen har inviteret syv sangskrivere til at komponere hver en ny vise, der beskriver naturen og menneskene i området ved Præstø Fjord.

Ideen med projektet er at skildre, hvor forskelligt vi oplever det samme sted, fortæller initiativtager MC Hansen, samtidigt med at vi er sammen om at være her, for på den måde at blive lidt klogere på hinanden og komme lidt tættere på hinanden. Under overskriften "Et stykke Danmark" har MC Hansen opfordret syv sangskrivere til hver at skriv et stykke musik, som beskriver området omkring Præstø Fjord og de mennesker, der bor der. ”Et stykke Danmark” bringer lokale kulturaktører i spil i et forsøg på at opnå den positive synergi og det sammenhold, der opstår når flere arbejder sammen mod et fælles mål. Et Stykke Danmark præsenteres således i samarbejde med Vild med Præstø, STARS, Midsommer festival, Det Gamle Rådhus, Sweet and Coffee og er støttet af DPA og Vordingborg Kommune.

6. oktober vil visesangerne optræde med Ensemble Storstrøm ved en galla-koncert i Oremandsgaards gamle snitteskole i Bøgeskoven ved Kragevig. Sangene er arrangeret af svenske Bebe Risenfors, der bl. a er kendt for sit arbejde med amerikanske Tom Waits. Ensemblet har tidligere samarbejdet med Bebe Risenfors under forestillingen "Tosserier", der i 2009 blev opført på Grønnegade Teater i Næstved

Medvirkende solister:
Marc Facchini, Søren Korshøj, Mads Westfall, Anders Mikkelsen, Lars Bonde, Bebe Risenfors, Anders Roland og M.C. Hansen.

Program for torsdag den 6/10-16:
Kl. 18.00 - dørene åbnes for spisende gæster
Kl. 18.30 - spisning (kræver særskilt tilkøb af koncertmenu)
Kl. 19.00 - dørene åbnes for koncertgæster
Kl. 20.00 - koncert

Billetter kan købes på Billetto.dk, man kan læse mere om folkesangeren og guitaristen MC Hansen på mchansen.com, og Ensemble Storstrøm finder man på www.ensemblet.dk

Ensemble Storstrøm
KUMUS
Nystedvej 73C
DK - 4891 Toreby L.

Tlf.: (+45) 29 67 10 02

Email: info@ensemblet.dk

Afmeld